Hvordan uddanner man en hest til Grand Prix? Det spørgsmål kan OL-rytter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i høj grad svare på. Hun har uddannet flere heste fra tilridning og frem mod international Grand Prix, og hun har utallige internationale sejre og placeringer på sit CV. Hun har gennem årene opnået adskillige medaljer ved de danske mesterskaber. Sammen med Digby var hun bærende kraft på det danske landshold, som i 2008 vandt OL-bronze i Hongkong.
Skønt prinsesse Nathalie har uddannet flere Grand Prix-heste, så har én overskygget dem alle, Digby e. Donnerhall opdrættet på Berleburg slot af H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Det var absolut ikke tydeligt for enhver, at Digby havde potentiale til at blive en af verdens bedste Grand Prix-heste og i perioden fra 2006 og frem til hans pensionering efter WEG i Normandiet 2014, at have været et værdifuldt kort på det danske landshold ved adskillige mesterskaber, herunder to Olympiske Lege og tre World Equestrian Games.
Digby er født med en særdeles god skridt og galop med en god balance, mens hans travbevægelse, gennem hele karrieren, altid har været på et jævne. Alligevel troede Nathalie på sin hest, hun kunne føle, at han gemte på en særlig kvalitet.
– Jeg håber, at bogen om Digby og hans uddannelse kan inspirere andre til at tro på deres heste, også på heste, som måske ikke fra begyndelsen, ser ud til at have de gangartsmæssige kvaliteter, der kan bringe dem frem til dressurens højeste klasser. Og at man med tålmodighed, flid og et målrettet arbejde med dem, kan nå langt i ridesporten, også internationalt. Jeg håber læserne vil opleve, at de får nogle gode råd til at løse problemstillinger i uddannelsen af deres heste. Og at jeg samtidig får gjort ryttere bevidste om, at uddannelse af hesten er et tålmodighedsarejde, hvor det gælder om at holde fokus og ikke tabe hovedet, også på de dage, hvor det kan være rigtig svært, udtaler prinsesse Nathalie.
– Og så er bogen en hyldest til Digby – min rejsepartner på en helt fantastisk og eventyrlig rejse.